Mennesker, som er blevet afhængige af nerve- og sovepiller, er stort set henvist til selv at betale for en kostbar afvænning i privat regi. Der mangler tilbud om behandling og udtrapning af medicinen i det offentlige regi, og de praktiserende læger har som regel hverken ressourcer eller tilstrækkelig viden til at påtage sig opgaven.

»Det tangerer det skandaløse, at der efter flere års diskussion om emnet stadig ikke er offentlige tilbud om afvænning. Jeg har talt med skiftende sundhedsministre om problemet, og de lytter med stor interesse, men det ender altid med det samme svar: Det må ikke koste noget«, siger afdelingslæge Jens Frydenlund, Psykiatrisk Hospital i Frederiksborg Amt, som i flere år har beskæftiget sig med afhængighed af nerve- og sovemidler af typen benzodiazepin. 

Som omtalt i Politiken for nylig anslår eksperter, at der i Danmark er mindst 100.000 mennesker, som er afhængige af benzodiazepiner.

Lars Løkke bebuder mere kontrol
Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har bebudet, at der skal større kontrol med udskrivningen af disse lægemidler, som er stærkt vanedannende efter få ugers forbrug. 

Men det løser ikke problemet for de mange, som allerede er medicinafhængige. 

»Det kræver en specialviden på området, og der mangler i den grad offentlige tilbud«, siger overlæge på Psykiatrisk Hospital i Hillerød Charlotte Hertel.

72.000 kr.
Hun har selv på hospitalets dagafsnit indført et tilbud om langvarig afvænning af benzodiazepin-afhængige, men kender ikke til andre tilbud i offentligt regi. 

En række private behandlingsinstitutioner, som bruger Minnesota-metoden, tager ud over alkoholafhængige også medicinafhængige i behandling, således har Majorgården i nordsjællandske Ålsgårde oprettet en speciel medicingruppe. 

Men medmindre patientens kommune eller arbejdsgiver betaler, sker det for patientens egen regning. Et afvænningsophold på Majorgården med tilhørende efterbehandling koster således 72.000 kr., oplyser behandlingsleder Hanne Due-Petersen.

For egen regning
»Vi har eksempler på patienter, hvor kommunen har betalt. Men ellers er det for egen regning. Og en medicinafhængig har som regel brug for en længere behandling end alkoholafhængige, fordi de skal trappes langsomt ud af medicinen. Derfor er det en fordel, hvis de allerede er trappet ud af pillerne eller i hvert fald i gang med det hos deres egen læge, før de kommer hos os«, siger hun. 

Problemet er imidlertid, at de praktiserende læger sjældent er rustet til at påtage sig den opgave. Det forsøger man nu at råde bod på i Ringkøbing Amt, hvor sygesikringsafdelingen, misbrugsrådgivningen, alkoholafvænningscentret og embedslægen i samarbejde med et par praktiserende læger har udarbejdet en 'værktøjskasse', der skal forsyne amtets praktiserende læger med viden og redskaber til at håndtere problemet. 

Oplæg fra næste uge
Initiativet sættes i gang med et møde i næste uge, hvor bl.a. Jens Frydenlund kommer for at holde oplæg om medicinafhængighed. 

»Det er, så vidt vi ved, det første amt, der tager sådan et initiativ«, siger Kirsten Midtgaard, koordinator i Landsforeningens Sinds BenzoRådgivning. 

BenzoRådgivningen er et privat initiativ, startet af tidligere medicinafhængige, som på frivillig basis støtter og rådgiver personer, som er blevet afhængige af nerve- og sovepiller. Initiativet har fået støtte fra Sygekassernes Helsefond, men mangler penge for at udvide aktiviteterne. I dag driver BenzoRådgivningen en telefonisk rådgivning to gange om ugen, og der er oprettet støttegrupper for medicinafhængige i Ålborg, Svendborg og på Frederiksberg. 

»Men der er brug for meget mere hjælp og for bedre information om problemet«, siger Kirsten Midtgaard.

 

[Klik her for at læse original artiklen]